Erasmus+ projektorienteret forløb (alle ophold i Europa)

Hvad er et Erasmus+ projektorienteret forløb (praktik)?

Et Erasmus+ projektorienteret forløb er et projektorienteret forløb, der finder sted i Europa, og som er omfattet af Erasmus+ programmet (mht. krav, kontrakt, legat mm). Det kan du læse meget mere om på denne side.

Denne side indeholder alt, hvad der er særligt for et Erasmus+ projektorienteret forløb (praktik), men da et sådant på mange måder ligner alle andre projektorienterede forløb, er det vigtigt, at du starter med at læse:

 

Projektorienteret forløb i udlandet

 

Dit Erasmus+ forløb skal finde sted i ét af de lande, som deltager i Erasmus programmet: Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxemburg, Ungarn, Malta, Holland, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Storbritannien, Lichtenstein, Norge, Tyrkiet, Island og Makedonien.

Vær opmærksom på, at du ikke kan søge Erasmus+ legat, hvis dit ophold finder sted i Grønland eller på Færøerne.

 Et projektorieteret forløb (praktik) kan foregå i:

  • Private eller offentlige virksomheder
  • Institutioner eller organisationer
  • Forskningscentre

et projektorieteret forløb (praktik)kan ikke foregå i:

  • EU institutioner
  • Organisationer der administrerer EU programmer

 

Krav til et Erasmus+ projektorienteret forløb (praktik)

  • Du er studerende ved Aalborg Universitet
     
  • Opholdet skal være en integreret del af din uddannelse. Spørg dit studienævn om du har mulighed for at tage et projektorienteret forløb (praktik) i udlandet som en integreret del af din uddannelse. Nogle studier kræver, at du ansøger om forhåndsmerit - følg studienævnets anvisning herom.

  • Opholdet i udlandet skal være af minimum tre måneders varighed (ved samme virksomhed/organisation) og kan være af op til 12 måneders varighed (varigheden fastsættes i samarbejde med dit studienævn)
     
  • Arbejdsopgaverne skal relatere sig til dit studieområde og det er en god idé at tale med din koordinator om, hvilke arbejdsopgaver er relevante.
     
  • Sideløbende med arbejdet skal du udarbejde et problembaseret projekt med udgangspunkt i forløbet hos virksomheden. Dette projekt skal du eksamineres i, når du er hjemme igen.
     
  • Det er dit eget ansvar at finde en virksomhed/organisation - herunder sende ansøgning og CV.

  • Der skal være udfyldt og underskrevet Erasmus Learning Agreement for Traineeship.

  • Du skal være forsikret døgnet rundt (sygdoms-, ulykkes- og ansvarsforsikring i både arbejds- og fritid!)

  • Du skal tage Erasmus+ OLS sprogtest før og efter ophold

 

Sådan registerer du dig til et ERasmus+ projektorienteret forløb (praktik)

Når du registrerer dig til et projektorienteret forløb (praktik) indenfor Europa i Internationalt Kontors system søger du også automatisk et Erasmus+ legat, forudsat at du overholder ansøgningsfristen.

Ansøgningsfristen er den 1. november for ophold i forårssemesteret og den 1. marts for ophold i efterårssemesteret.

Du kan sagtens registre dig, selvom du sandsynligvis endnu ikke ved, hvor du skal hen - dokumentationen for opholdet (en underskrevet kontrakt) skal blot være uploadet i systemet inden d. 1. juni for ophold i efteråret og 1. december for ophold i foråret.

 

Registrer dig til et projektorienteret forløb i Europa

 

Når du ikke ved, hvor du skal hen, kan du selvfølgelig heller ikke vide hvorvidt opholdet bliver i Europa og dermed omfattet af Erasmus+ programmet eller udenfor Europa, men det skal du ikke tænke på. Din legat ansøgning bliver efterfølgende placeret i den korrekte pulje, dvs. enten Erasmus+ (indenfor Europa) eller Internationaliseringspuljen (udenfor Europa)

Erasmus+ og forsikringer - skærpede krav til projektorienterede forløb

Det er dit eget ansvar at være forsikret under udlandsopholdet.

Derfor er det meget vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i en række forhold vedrørende forsikring, inden du rejser ud.

Når du rejser ud på et Erasmus+ projektorienteret forløb (praktik) er følgende forsikringer et krav (uden disse kan et legat ikke udbetales til dig)

  • Sygdom (herunder både fysisk og psykisk sygdom) -  minimumskravet er, at du medbringer det blå EU-sygesikringskort*

  • Ansvar (hvis du fx forårsager skade på andres ting - både i arbejdstiden og i fritiden)

  • Personlige ejendele og bagage

  • Ulykkesforsikring (hvis du selv kommer til skade - både i arbejdstiden og i fritiden)

NB! Du skal sørge for at være dækket døgnet rundt - både i arbejdstiden og fritiden!

 

EU-sygesikringsbeviset er ikke en rejseforsikring*

Det blå kort giver dig ret til sygehjælp på samme vilkår som borgerne i det pågældende land.  Det kan fx betyde, at du selv skal betale for lægebesøg, hvis du bliver syg på rejsen. Kortet fås ved henvendelse til Borgerservice i din bopælskommune. Du kan også bestille kortet på www.borger.dk

Vær opmærksom på, at EU-sygesikringskortet ikke erstatter en normal rejseforsikring og heller ikke dækker hjemtransport ved sygdom.

Tegn forsikringerne inden du rejser

Derfor er det en meget god ide at tegne en privat forsikring. Start med at undersøge hos dit nuværende forsikringsselskab, hvordan du er dækket under et ophold i udlandet.

Du kan også gøre brug af nedenstående liste over forsikringer for studerende, der rejser til udlandet:

www.dr-walter.com Der findes to forsikringer: Protrip World; som er  rejseforsikring, sygdomsforsikring og privat ansvars- og ulykkesforskring  & Protrip World H; som er ansvarsforsikring i arbejdstiden.
http://global.ihi.com
www.studentsinsured.com/
www.aonstudentinsurance.com
www.studenterforsikring.dk
www.caremed-travelinsurance.com

 

Erasmus+ sprogtest og kurser - Online Linguistic Support

Det er obligatorisk for deltagere i Erasmus+ programmet at gennemføre en online sprogtest både før og efter opholdet. Erasmus+ programmet har udviklet Online Linguistic Support.

Du får tilsendt et link til testen på din AAU mail. Testen tager 40-50 minutter at gennemføre, og omhandler bl.a. grammatik, ordforråd og forståelse. Der er 70 spørgsmål i alt.

Testen skal tages af alle studerende, der skal undervises på et af de følgende sprog: engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk, hollandsk, tjekkisk, græsk, polsk, portugisisk eller svensk.

Testens resultat har ikke indflydelse på, hvorvidt du kan komme af sted på dit ophold. Testen tjener udelukkende det, formål, at EU/Erasmus+ programmet ønsker at måle den sproglige udvikling hos studerende, der er på et udlandsophold. Resultatet sendes ikke videre.

Skulle dit niveau vise sig ikke at være helt, som man kunne forvente (niveau B1 eller derunder), tilbydes du et online sprogkursus, som du kan følge undervejs i dit ophold. Det er også muligt at følge et kursus på et andet sprog end det du er testet i (såfremt du opnår B2 eller derover), det kunne jo være at du skal til Holland på studieophold og skal modtage undervisning på engelsk, men at du gerne ville stifte bekendtskab med det hollandske sprog. Kurset er et tilbud, hvorimod testen er obligatorisk og skal udføres både før og efter opholdet.

Du har 30 dage til at udføre testen både før og efter.

Der kan ikke udbetales legat til studerende, der ikke har gennemført testen.

 

Udfyld en Erasmus+ learning agreement for traineeships

Alle studerende, der rejser ud på et Erasmus+ projektorienteret forløb (praktik), skal have udfyldt og underskrevet en:

 

Erasmus+ Learning Agreement for Traineeships

Sådan gør du:

  • De GRØNNE bokse skal udfyldes af dig (the student)
  • De GRÅ bokse af din vejleder (der kan godkende det faglige indhold af opholdet) på dit studie på Aalborg Universitet (the sending institution). Internationalt kontor kan altså ikke underskrive.
  • De BLÅ bokse skal udfyldes af virksomheden/organisationen (the receiving organisation/enterprise).

Aftalen kan sendes via e-mail som skannet fil (dvs. skannede underskrifter accepteres).

Vær opmærksom på, at en Learning Agreement består af tre dele:

  • Before the Mobility - den del der skal udfyldes og underskrives før opholdet påbegyndes
  • During the Mobility - den del der kun skal udfyldes og underskrives, såfremt der sker ændringer undervejs (fx i hvem der er din kontaktperson eller hvis du skifter afdeling).
  • After the Mobility (Traineeship certificate) - den del der skal udfyldes og underskrives af virksomheden(organisationen), når opholdet afsluttes.

NB! Begge/alle tre dele af Learning Agreement skal uploades i Internationalt Kontors online system

Søg et Erasmus+ legat

Når du registrerer dig til et Erasmus+ projektorienteret forløb søger du automatisk også et Erasmus+ legat forudsat at du søger inden fristen som er 1. marts for efterårssemestret og 1. november for forårssemestret.

 

læs alt om ERasmus+ legatet

 

Du kan sagtens registrere dig, selvom du sandsynligvis endnu ikke ved, hvor du skal hen - dokumentationen for opholdet (en underskrevet kontrakt) skal blot være uploadet i systemet inden d. 1. juni for ophold i efteråret og 1. december for ophold i foråret.

Når du ikke ved hvor du skal hen kan du selvfølgelig heller ikke vide hvorvidt opholdet bliver i Europa og dermed omfattet af Erasmus+ programmet, men det skal du ikke tænke på. Din legat ansøgning bliver efterfølgende placeret i den korrekte pulje, dvs. enten Erasmus+ (indenfor Europa) eller Internationaliseringspuljen (udenfor Europa).

Har du særlige behov? Erasmus+ special needs support

Der er mulighed for at søge et ekstra tilskud til Erasmus aktiviteter for studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, eller andre sundhedsmæssige tilstande, som gør at deltagelse i et Erasmus+ ophold ikke er muligt uden ekstra økonomisk støtte. Hvis dette er tilfældet, kan du derfor søge om ekstra tilskud udover det regulære Erasmus+ legat. Vær opmærksom på, at behovet skal kunne dokumenteres, fx ved at du er berettiget til SU handicaptillæg eller ved en lægeerklæring.
 

Der kan eksempelvis søges ekstra støtte:

  • Besøg hos lægen - hvis du fx skal hjem til kontrol
  • Tilpasset bolig f.eks. til kørestol eller hvis du har brug for at bo for dig selv
  • Assistance til rejsen
  • Medfølgende person
  • Hjælpemidler eller udstyr
  • Tilpasning af undervisningsmaterialet

Læs mere på Styrelsen for Videregående Uddannelsers hjemmeside eller kontakt Erasmus+ koordinator Trine Nielsen for at søge eller i tilfælde af eventuelle spørgsmål.

Afslut dit erasmus+ ophold

Når dit forløb lakker mod enden er der en række ting, som du skal huske at gøre:

  • Få udfyldt og underskrevet 'After the Mobility' delen af din Erasmus+ Learning Agreement for Traineeships af virksomheden/organisationen - det er langt det letteste at få den underskrevet inden du rejser hjem.
  • Tage den afsluttende Erasmus+ OLS sprogtest - link sendes igen til din AAU mail.
  • Besvare evalueringsspørgeskemaet Erasmus Participant Report, som sendes til dig fra Erasmus+ programmet - link sendes til din AAU mail.

Learning Agreement delen skal uploades i Internationalt Kontors online system

NB! Vær opmærksom på at hvis du undlader at gøre en eller flere at disse punkter, så risikerer du at skulle tilbagebetale dit Erasmus+ legat.

Erasmus+ projektorienteret forløb efter endt uddannelse

Som nyuddannet kan du ansøge om Erasmus+ legat til projektorienteret forløb (praktik) - på samme vilkår og betingelser som et ophold som et led i din uddannelse.

Opholdet skal på plads i løbet af dit sidste studieår og skal færdiggøres inden for det første år efter endt uddannelse. Der er ansøgningsfrist d. 1. marts og der skal være uploadet en underskrevet Erasmus+ Learning Agreement inden d, 1 Juni.

Der kan søges om legat i samlet set 12 måneder i løbet af din kandidatuddannelse samt efter endt uddannelse.

Kontakt Internationalt Kontor for at høre mere eller ansøge.